Kursen er sat mod nyt liv og nyt humør

- Sikke da en smuk buket hvide roser. Knud Larsen, 64 år og fra Vallensbæk smiler glad. Ja, er de ikke flotte? Jeg fik dem for et par dage siden af personalet som en anerkendelse af, at jeg har trænet så meget, at min tid i kørestolen nu er forbi.

Års sygdom tog modet

Knud skænker kaffen og fortsætter med at fortælle. - Jeg har været her på Vejlefjords rekreationsafdeling siden den 21. juni, og har fået modet igen efter et langt sygeleje, hvor jeg faktisk havde opgivet alt. Glæden lyser ud af øjnene på den høje, spinkle mand, og som han sidder dér, ser han både frisk og beslutsom ud.
Forhistorien rummer et erhvervsaktivt liv, indtil de seneste ca. 19 års sygdom rammer med utallige indlæggelser, smerter, sondemad, kørestol og hjælp til alt – rengøring, indkøb, bad osv.

Fremskridt på fremskridt

Opholdet begyndte med, at rekreationsafdelingens leder, Anne Schmidt Hansen, en af de første dage sagde ”Dig kan jeg godt få ud af kørestolen”. Efter 5 år i kørestolen troede jeg helt ærligt ikke på det og var nok lidt negativ - Knud er ærlig. Men sådan er det blevet. Samtidig er sondemaden, som har været min følgesvend lige så længe, nu også en saga blot. Det er bare så dejligt – og jeg vil gerne fremhæve personalets rolle, for de har stor betydning for, at jeg har det så godt nu.

Målrettet og stædig

Knud fortæller om sin træning og kan de vigtige datoer på fingrene. 8. juli var jeg i gang med at gå med kørestolen ved min side, og den 27. juli kørte jeg 2½ km på cyklen nede i parken, og samme dag slog jeg 4 kolbøtter i varmtvandsbassinet. Samtidig har jeg nu gang i at styrketræne på 3 maskiner i Vejlefjords fitness-lokale.
Jeg giver mig selv nogle delmål, betror han. Det er ikke noget, jeg skilter offentligt med, men når jeg har nået mit delmål, fortæller jeg personalet om det, og de bakker mig utrolig godt op.
Delmålene er f.eks. at jeg den første dag gik 50 m, den næste dag 2 x 50 m og så fremdeles de følgende dage. Ja, forleden tog jeg trappen fra 1. til 4. sal - og samtidig fusen på fysioterapeuten. Knud smiler stolt. Mine andre delmål er, at min vægt skal op og gå-distancen ligeså. Det hele inden jeg skal hjem igen. Knud åbner lidt for den hemmelige delmåls-pose med et beslutsomt glimt i øjet.

Tak til kommunen

Mit ophold på Vejlefjord er blevet aftalt via Vallensbæk kommune, og det vil jeg gerne sige kommunen tak for.
Træningsindsatsen, den gode mad og passende hvile er opskriften, som jeg følger, og jeg må sige, at mit liv er blevet forandret, siden jeg kom her. Det skulle flere have muligheden for, mener Knud Larsen. Udover bedre humør betyder det at være mere selvhjulpen nemlig en større personlig frihed, som jeg kan glæde mig til, når jeg sidst i august atter er hjemme i mine vante omgivelser.
loy/290709 




Send os en mail