Vejlefjords historie”Naturen her er smilende og af enestående skønhed”. Sådan skrev Vejlefjords grundlægger, professor Christian Saugman, om valget af Sanatoriet for Brystsyges smukke og livsbekræftende placering som en del af kuren mod tuberkulosen.
Tuberkulosebehandlingen blev indstillet i 1957, og efter en modernisering blev Vejlefjord Sanatorium taget i brug som Jysk Nervesanatorium, der modtog neurotiske patienter de næste 32 år. Fra 1980 blev distriktspsykiatrien en større del af behandlingstilbudet, hvorfor grundlaget for Jysk Nervesanatorium blev stærkt reduceret. De sidste patienter med neurotiske lidelser blev udskrevet i 1989.
I mellemtiden havde Vejlefjord-fonden udviklet en ny kernekompetence, genoptræning efter erhvervet hjerneskade, og via en omfattende ombygning i 1989 blev det muligt også at tilbyde kursus- og konferencefaciliteter. Men nye tider bankede endnu engang på døren.
De første signaler om struktur- og kommunalreform fik i 2004 bestyrelsen til at overveje Vejlefjords fremtidige muligheder set i lyset af de kommende ændringer. Beslutning om at fastholde og udbygge kernekompetencerne samt udvide antallet af sundhedsydelser blev truffet i 2005, og en ny kurs var dermed udstukket.
Spaden blev stukket i jorden i august 2006, og efter 2 års byggeperiode er Vejlefjord atter Danmarks Smukkeste Arbejdsplads.
Således er den gamle smukke hovedbygning i dag i brug som hotel- og konferencecenter, der nænsomt er blevet restaureret i herregårdsstil. Mod øst er nye behandlingshuse stilmæssigt bygget med afsæt i Vejlefjords oprindelige bygningsstil. Mod syd er nyt kongrescenter bygget ind under hovedbygningen, og de nye kongressale med betagende udsigt vender ud mod fjorden Den nye velværeafdeling, Kur & Spa, er delvis indrettet i hovedbygningens kælderetage og omfatter udover spa-behandlingsrum også De Termiske Bade, som er tilbygget ud i bøgeskoven.
Med færdiggørelsen af dette modige og storstilede udviklingsprojekt har Vejlefjord-fonden nået målet og har skabt nye muligheder både for videreudvikling af den særlige genoptræningskompetence og for udvikling af nye tilbud og kompetencer med henblik på at fremme folkesundheden.
Kom selv og kig! Vejlefjord glæder sig til at byde dig velkommen! Hent hæftet: Vejlefjord gennem tiderne, pdf revideret jan 2009.
|
